Børn er forskellige og kommer med forskellige erfaringer, forudsætninger og måder at deltage på. Derfor arbejder vi målrettet med at skabe inkluderende børnefællesskaber og lige deltagelsesmuligheder.
Det betyder ikke, at alle børn nødvendigvis skal have det samme. Nogle børn har i perioder brug for mere støtte, andre rammer eller en hjælpende hånd for at kunne deltage. Vores opgave er at være nysgerrige på, hvad det enkelte barn har brug for, samtidig med at vi har blik for hele børnegruppen og fællesskabet.
Vi ønsker, at børnene gennem deres tid i Trinbrættet udvikler erfaringer med venskaber, samarbejde, empati, forskellighed og det at være en betydningsfuld del af et fællesskab.
Legen har en central plads
Legen er en grundlæggende del af børnelivet og har derfor en central plads i Trinbrættet.
Gennem legen udforsker børn verden, udvikler relationer, bruger deres fantasi, afprøver roller, løser konflikter og får erfaringer med sig selv og andre.
De voksne har en vigtig rolle omkring legen. Nogle gange skal vi gå foran og sætte noget i gang, andre gange skal vi lege sammen med børnene, og nogle gange skal vi træde tilbage og give plads til, at børnene selv udvikler legen.
Vi arbejder med læringsmiljøer, der inviterer til nysgerrighed, fordybelse, kreativitet og fællesskab – både inde og ude.
Natur og bevægelse i hverdagen
I Trinbrættet er bevægelse en naturlig og vigtig del af vores pædagogiske hverdag.
Børn har brug for at bruge kroppen. Derfor skaber vi muligheder for, at børnene kan løbe, cykle, klatre, balancere, danse, tumle og udfordre deres motorik – både spontant i legen og gennem planlagte aktiviteter.
Naturen giver os samtidig et helt særligt læringsrum. Vi bruger vores legepladser og nærmiljøet omkring Trinbrættet og tager blandt andet på ture i Nordskoven og til kysten.
Her kan børnene undersøge naturen, mærke årstidernes skiften, finde smådyr, samle naturmaterialer og få erfaringer, som ikke kan skabes på samme måde indenfor.